Sådan beskytter du dig effektivt mod ransomware

I en verden hvor mange af vores absolut vigtigste oplysninger er rykket online, er det ekstra nødvendigt at få strammet op på sin sikkerhed på nettet. Vi kaster om os med passwords, personlige oplysninger, private beskeder, skattemapper, kreditkortoplysninger og netbank uden helt at vide, hvor stor en fare der kan lure i de mørkere gyder i cyberspace. At have indsigt og redskaber til at værne om sit privatliv og sikre sig mod især angreb som ransomware bliver stadigt vigtigere dag for dag. Du kan dog heldigvis gøre en masse selv for at komme problemet til livs.

Hvad er ransomware?

Ransomware er ondsindet software, der inficerer dit system eller vigtige programmer, således at det kan overtage eller lamme dit system. Virksomheder er oftest målet, men privatpersoner kan også rammes. Når først hackerne har lammet dit system med den destruktive software, kræver de så ?løsepenge? (heraf navnet ?ransom?) for at ?frigive? dit system igen.

Sørg altid for at have opdaterede systemer og enheder

Det kan næsten lyde for nemt, men en vigtig del i bestræbelserne på at holde ransomware tre skridt fra livet er ved hele tiden at sørge for at have opdateret sit system og applikationer til den seneste version. Der er en grund til at der hele tiden laves opdateringer til både programmer og systemer. Det handler ikke blot om ekstra funktioner og nyt lækkert og brugervenligt design, det handler i lige så høj grad om system- og sikkerhedsopdateringer, som er lavet på baggrund af tekniske sårbarheder i den tidligere version. Ved hele tiden at opdatere er man altid udstyret med den nyeste sikkerhedsopdatering i sit system.

VPN-forbindelse giver større tryghed

Man kan også benytte en VPN-forbindelse når man går online. Den sikrer øget online tryghed ved at tildele dig en anden IP-adresse, så ingen kan spore dig, og den sørger for at kryptere din data til og fra din enhed. En VPN skaber en diskretion og mere anonymitet, således at du er mindre synlig for hackere og andre cyberkriminelle.

Benyt sikkerhedssoftware til opsporing af ransomware

Du kan også købe dig til en del sikkerhed ved at investere i effektiv software, der kan kontrollere dit system for ransomware. Både ved at scanne dit nuværende system, men også ved at analysere alle nye downloads på din enhed. På den måde vil du blive advaret på forhånd og det pågældende ransomware-inficerede software vil blive blokeret.

Klik aldrig på ukendte filer, mails og downloads

Almindelig sund fornuft er en dyd overalt i livet, og lidt sund skepsis gør det ekstra godt, især online. Hvis du støder på hjemmesider med tillokkende, men sære links, så spring over. Hav aldrig tillid til en hjemmeside, du ikke kender, og især ikke hvis du i forvejen er tvivl om hvad det handler om. Download heller aldrig noget på internettet, som du ikke har 100% vished om hvad er. Der kan gemmes sig ransomware og andre vira i selv de mest tilforladelige mails og filer. Der er især mange virksomheder, som rammes af ransomware og det er derfor alfa omega at have oparbejdet nogle sunde digitale vaner, når man begiver sig rundt på nettet fra firmacomputeren eller på egen enhed for den sags skyld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Løs : *
32 ⁄ 4 =