Lidt om linux
Man finder ikke mange informationer om Linux på Spywarefri.dk. Det er der flere gode grunde til, men først og fremmest, så er Linux maskiner sjældent ramt af “malware” (snavs). Dette skyldes formentlig, at antallet af windowsbrugere er langt større end linuxbrugere, så er der naturligvis flest penge i at lave spy-/adware rettet mod Windowsplatformen.
Derfor er der andre fora*, der bør foretrækkes i stedet for Spywarefri.dk, hvis man har linux problemer, men jeg vil nu alligevel gerne fortælle min linux historie - det kan da være, at andre kunne få lyst til at afprøve denne platform.
Efter en uheldig oplevelse i forbindelse med Service Pack 2 opdateringen, besluttede jeg mig for, at det var tid til at prøve en tur med Linux igen. For nogle år tilbage forsøgte jeg med en Linux “distribution” (som de forskellige udgaver af Linux hedder), men uden held. Den computer jeg prøvede med dengang, var nok lidt for gammel trods alt. Uheldet med SP2 medførte et behov for et par formatteringer, så da min primære harddisk skulle formatteres efterlod jeg 20 GB ledig plads til en Linux installation. Man kan købe Linux styresystemet i lækker indpakning og med en mængde ekstra programmer for ca. 500,- kr. Check på edbpriser.dk og find selv flere informationer. Nu var jeg ikke helt sikker på om Linux og jeg kunne sammen, så jeg hentede i stedet en gratis distribution her:
Her kan man finde 15 forskellige distributioner på forsiden - jeg valgte Red Hat, da jeg havde hørt og læst, at den skulle være én af de mere brugervenlige.
Først skal man hente de tre iso filer - ca. 1.7 GB, hvilket vel tager en dags tid, afhængigt af den forbindelse man har. Uden ADSL dur det nok ikke. Bagefter brændes de 3 iso filer nemt over på 3 CD’er. Jeg brugte Ahead Nero til brændingen, men der findes også gratis programmer til den slags, og i øvrigt følger Nero vel snart med alle CD-ROM brændere?
Udstyret med de 3 CD’er genstartede jeg min computer og lod den starte fra CD-ROM (hvis man ikke har en bootmenu (man skal taste F12 på min computer), så kræver det, at man i BIOS stiller computeren til at starte fra CD). Red Hat tilbyder herefter at lade sig installere på de eksisterende partioner, men jeg havde jo 20 GB ikke-formatteret harddisk, som jeg lod Red Hat snuppe. Den formatterede og installerede sig herefter uden problemer - undervejs blev jeg bedt om at smide henholdvis CD #2 og #3 i drevet, og den fortsatte og afsluttede installationen. Hardware (drev, mus osv.) blev genkendt uden brug af diverse driver disketter/CD’er (computeren er en bærbar Fujitsu/Siemens). Fra nu af skal jeg vælge om jeg vil starte i Windows eller Linux, når min computer starter - hvis jeg ikke gør noget, starter den op i Linux.
Nu var det spændende om jeg kunne komme igang, men til min store behagelige overraskelse, så var det meget nemt. Mozilla’s browser er indbygget i Red Hat distributionen og et enkelt klik - jeg var på internettet. Der følger også et mail program med distributionen, og efter at jeg havde tastet de sædvanlige informationer ind (kontooplysninger), så sendte og modtog jeg e-mails. Fantastisk nemt. Lige som til windows, så findes der en “update manager”, og noget af det første jeg gjorde, var at hente de 87 opdateringer (250 MB), der var til min ét år gamle distribution (den, der kan hentes gratis, er fra 2003).
Der følger en masse programmer med i Red Hat - office programmer (tekstbehandling, regneark, database og præsentation), spil, IRC, FTP, en Firewall osv. Jeg savnede en erstatning for msn messenger, men det var blot et spørgsmål om at hente aMsn - en klone, der kan det samme. Min favorit browser Firefox er nu også lagt på maskinen og mine foretrukne er importeret over til Linux. Der er naturligvis mange ubesvarede spørgsmål… hvor er der en “Stifinder”, hvordan håndterer man tar.gz filer (et yndet download format i linux), hvor er DOS henne og lignende, men én ting er sikker: Jeg kommer aldrig til at miste forbindelsen til omverden igen, bare fordi Windows laver bøvl, bliver inficeret eller lignende.
Mine Windows programmer kan jeg ikke bruge fra Linux, men mon ikke der findes tilsvarende til Linux - det må jeg finde ud af. Jeg har heller ikke fundet ud af om jeg kan finde mine windows filer fra Linux, men der skal jo også være lidt til de lange vinteraftener….
...og så er Linux rimelig hurtig; mindst lige så hurtig som Windows XP Pro.
God fornøjelse.
PS. Jeg opdaterer naturligvis min historie, efterhånden som den udvikler sig ![]()
_________________________________________________________________________________
*Eksperterne på Eksperten ved meget om Linux:
http://www.eksperten.dk/spm/Styresystemer/Server/Linux/
... og her en tråd på SWF:
