Kom godt i gang med at installere Windows XP:
I vejledningen herunder kan du følge et nemt og overskueligt eksempel på, hvordan du dels kan klargøre din/dine harddisk/harddiske og efterfølgende installere og opsætte Windows XP til noget nær optimal ydelse, både brugsmæssigt, sikkerhedsmæssigt og ikke mindst backupmæssigt. Jeg anbefaler du læser hele vejledningen igennem inden du går i gang, samt printer den ud og har den liggende hos dig, når du begynder at arbejde efter den.
Vejledningen er opdelt i passende afsnit, som der evt. kan refereres til og stilles spørgsmål vedrørende her - http://www.spywarefri.dk/forum/forum.asp?FORUM_ID=26
Følger du vejledningen behøver du ikke fremover tænke på backup, inden en evt. formatering af C:\ med efterfølgende geninstallation af Windows XP på drevet. Dette fordi du kan partitionere harddisken (dele den op i f.eks. to = C:\ og D:\) ved hjælp af Windows XP installations cd-rommen og kun C:\ partitionen vil fremover blive berørt, af evt. senere formatering og geninstallation.
OBS:
Der er ikke i vejledningen taget højde for evt. nedbrud af harddiske, hvorfor det altid er en god idé, at gemme de vigtigste ting flere steder - f.eks. på brændbare medier, eller flere harddiske - eks. eksterne USB diske.
Der er heller ikke i vejledningen taget højde for DUAL-BOOT (flere operativsystemer på samme disk) - de som ønsker oplysninger om dette, må søge eller spørge efter dem andre steder.
For at lave denne vejledning har jeg benyttet mig af programmet ”Microsoft Virtual PC”, som giver den virtuelle Windows XP installation, forbindelse til Internettet gennem min ”rigtige” computer. Derfor står der længere nede i vejledningen, under afsnittet ”Installere Windows XP” og computerens mulighed for at komme på Internettet, at den vil oprette forbindelsen gennem et lokalnetværk eller hjemmenetværk. Under ”normale” omstændigheder og hvis du kun har én computer vil installationens undersøgelse af muligheden for Internetadgang resultere i, at den ikke kan finde den. Det sker fordi din Internetforbindelse er afbrudt fysisk (se afsnittet ”Start” lidt længere nede). Internetforbindelsen på DIN computer kommer vi til senere.
Tænkt eksempel:
1: Du vil gerne starte helt forfra med, at formatere din nuværende og eneste harddisk, eller evt. en helt ny harddisk og derefter geninstallere Windows XP.
2: Du har sørget for på dette tidspunkt, at gemme alle dine vigtige ting, på f.eks. brændbare medier som senere kan genindlæses, eller på eksterne drev som senere igen kan tilsluttes computeren.
3: Du er i besiddelse af en ”ren” original, dansk Windows XP cd-rom fra Microsoft, eller en sikkerhedskopi heraf, som i tilfælde af det er en OEM-version, tilhører den maskine, hvorpå den nu skal installeres.
(visse genetablerings/recovery/førstehjælps cd’er, indeholder faktisk en tro kopi af det originale medie fra Microsoft og kan så selvfølgelig også benyttes)
4: Du har sikret dig, at du har Service Pack 2 til Windows XP liggende, enten på en cd-rom eller på et eksternt drev, så den kan installeres umiddelbart efter installationen af Windows XP. Dette er naturligvis ikke nødvendigt, hvis den i forvejen er implementeret i installationsmediet.
Service Pack 2 på dansk kan hentes her - http://www.microsoft.com/downloads/details.aspx?displaylang=da&FamilyID=049c9dbe-3b8e-4f30-8245-9e368d3cdb5a
Bruger du IKKE et dansk Windows XP, skal du huske at ændre sprog, inden du henter filen.
5: Du har også cd-rommen med drivere til bundkortet liggende klar til brug, og/eller evt. drivere som du har hentet på Internettet i forvejen og gemt til senere brug.
6: Sidst men ikke mindst vil jeg også anbefale du har hentet de nyeste installationsfiler til dine foretrukne sikkerhedsprogrammer, så de kan installeres straks når Windows igen er klar. Husk også at have evt. ”nøgler” klar til dine købeprogrammer.
Denne - http://www.spywarefri.dk/forum/topic.asp?TOPIC_ID=27627 side forklarer rigtig godt, hvordan du får installeret Windows på en effektivt og sikker måde.
Du kan nu dele harddisken op i to eller flere partitioner. I dette eksempel vælges to - fremover benævnt som C:\ og D:\. Det har den åbenlyse fordel, at alt hvad du fremover gemmer på D:\ ikke bliver berørt (slettet) af nyinstallationer som måtte komme i fremtiden på C:\.
Windows foreslår altid selv, at lade sig installere på C:\ og det følges her i eksemplet. Programmer som senere installeres i Windows, vil også pr. automatik foreslå C:\ som destination - det ændres der heller ikke ved.
Hvad har du brug for og hvor meget fylder det?
Har du brug for at installere mange programmer, hvoraf flere f.eks. er nyere spil, så har du brug for en større C:\ partition, end den som ikke har brug for så mange programmer og spil.
Generelt kan der siges om en partition, at den aldrig må blive fyldt med flere data, end der til hver en tid er minimum 20 % ledig plads på den.
EKSEMPEL:
20 GB harddisk er efter dagens standard en meget lille harddisk og bør ikke partitioneres. I stedet bør der fysisk monteres endnu en harddisk i computeren, som så kan fungere som D:\ partition.
40 GB harddisk – større end den forrige, men stadig en forholdsvis lille harddisk efter nutidens standard, kan deles i ca. (15/25) GB. Måske med en lidt større C:\ partition og en lidt mindre D:\ partition - f.eks. (20/20) GB.
60 GB harddisk kan deles som (20/40) GB, eller (25/35) GB.
80 GB harddisk - (25/55) GB. osv. osv.
Som det fremgår herover er ca. 25 GB C:\ drev rigeligt for langt de fleste.
Er du i besiddelse af mere end én harddisk, vil det være en fordel for dig, at bruge den ene som C:\ og den anden som D:\ + evt. en tredje, som E:\ osv. osv.
Dette fordi overførsel af data fra en partition til en anden går langt hurtigere, hvis partitionerne ligger på hver sin harddisk.
Start:
Først skal du fjerne computerens Internetforbindelse (VIGTIGT), ved fysisk at hive stikket ud af netværkskortet, eller hvis du har tilsluttet et modem via USB - så skal USB-stikket ud.
Dernæst fjerner du alle andre tilsluttede hardwareenheder, som f.eks. printere, scannere, joysticks, web kameraer osv. osv. - disse enheder kan igen tilsluttes én af gangen, når Windows installationen er helt færdig. Keyboard og mus skal IKKE fjernes under klargøring og installation af Windows. Til sidst skal du sikre dig, at computeren kan boote (starte op) fra cd-rom drevet.
BOOT 1:
Læg Windows XP installationsmediet i drevet og genstart computeren. I mange tilfælde vil der nu på skærmen fremkomme en mulighed for, at boote fra cd-rom ved simpelthen at trykke på en tast på tastaturet. I andre tilfælde vil der inden for nogle sekunder kunne vælges med piletasterne på tastaturet, om der skal bootes fra harddisken, eller fra cd-rommen. Når boot mediet er valgt, skal der så trykkes på <Enter> tasten.
Sker det ikke, men Windows i stedet booter op som det plejer, så skal du en tur ind i computerens BIOS og ændre på boot rækkefølgen.
BOOT 2:
For at komme i BIOS startes/genstartes computeren og der trykkes gentagne gange på ”Delete” tasten, indtil der fremkommer et (som regel) blåt skærmbillede med hvid eller gul tekst i to kolonner, hvor der øverst står hvilken BIOS/version der er på bundkortet. Der findes dog flere andre tastemuligheder for at komme i BIOS, alt afhængig af bundkort model/version og BIOS version. <F2> og <F3> tasterne er nogle af dem, men der må i hvert enkelt tilfælde kigges i bundkortmanualen, hvis tvivl opstår. Ofte fremgår det et kort øjeblik på den sorte skærm (også kaldet POST = Power On Self Test) under opstarten, hvilken tast der skal trykkes for at komme i BIOS.
BOOT 3:
I BIOS skal du nu finde det sted, hvor boot rækkefølgen kan ændres. Igen, alt afhængigt af BIOS model og version, kan det se lidt forskelligt ud. Men grundlæggende kan du roligt give dig til at lede, da der ikke bliver ændret noget, før computeren genstartes og er du i tvivl om du har pillet ved noget forkert, så kan du blot taste ”No” (nej) til at gemme det inden genstart, eller taste <Ctrl> + <Alt> + <Del> samtidig, hvorved computeren genstartes og ingen ændringer er foretaget.
BOOT 4:
Du navigerer rundt i BIOS med tastaturets piletaster og vælger med <Enter> - for at komme tilbage trykkes på <Esc> tasten. Igen kan der være forskelle på, hvordan egentlige ændringer laves, hvorfor jeg kraftigt anbefaler, at du har bundkort manualen liggende hos dig. Den forklarer oftest i både tekst og billeder, hvordan det hele gøres let og smertefrit. Grundlæggende handler det altså om, at gøre cd-rom drevet til det drev der skal bootes fra (First boot device), gemme den nye indstilling i BIOS og genstarte computeren, hvorefter den burde boote fra cd-rom drevet.
Bemærk:
Bruger du vejledningen til at installere Windows 2000, så skal du enten ændre bootrækkefølgen til “First Boot Device Harddrive” når installationen genstarter første gang, eller være klar til at tage Windows 2000 CD’en ud, når installationen fortæller det.
Dette er ikke aktuelt til Windows XP - kun til Windows 2000.
Partitionere og formatere harddisken 1:
TIP: Du skal holde øje med bunden af skærmen under denne proces, da du der hele tiden vil kunne se de forskellige taste muligheder.
Når der bootes op på Windows cd’en vil det fremgå af skærmen, at installationen undersøger computerens hardwarekonfiguration og dernæst giver dig mulighed for, at køre automatiseret systemgenoprettelse. Derudover får du mulighed for, at installere 3. parts drivere til SCSI eller RAID (som ikke behandles nærmere her), og der installeres nogle foreløbige filer, som skal bruges af installationen.
(skal der installeres 3. parts drivere, henvises til bundkort manualen for nærmere info)
Så bliver du budt velkommen til installationsprogrammet og kan straks fortsætte ved at trykke på <Enter> tasten, som fører dig direkte til slutbrugerlicensaftalen. Læs, forstå og accepter aftalen for at komme videre med installationen ved, som det fremgår i bunden af skærmen, at trykke på <F8> tasten.
Partitionere og formatere harddisken 2:
Hvis harddisken kun har én partition, eller måske slet ingen hvis det er en ny harddisk, skal du nu “ommøblere” den lidt, så du får lavet to partitioner på den. Afhængigt af harddiskens kapacitet (hvor mange GB = gigabyte, data den kan indeholde) skal du vurdere det lidt – se højere oppe under afsnittet “Hvad har du brug for og hvor meget fylder det”.
Er der en eller flere partitioner på den, kan du fjerne den/dem på følgende måde:
Med tastaturets piletaster vælger du en af partitionerne, trykker på <L>, <Enter> og derefter på <E> - så er partitionen væk, sammen med alle data der lå på den. Du gør det samme med evt. øvrige partitioner, indtil du har en harddisk helt uden opdeling, - ganske som en ny. Du vil nu på skærmen kunne se, hvor stor en harddisk kapacitet du har med at gøre - tallet er opgivet i MB = megabyte og det er også MB du skal bruge, når du skal definere de nye partitioners størrelse.
Så skal du oprette en ny C:\ partition og det gør du på følgende måde:
Tryk på <O> = Opret partition og angiv størrelsen i MB. Windows installationen foreslår altid selv, at bruge hele den samlede kapacitet, hvilket du jo ikke vil. Derfor sletter du tallene ved at bruge <Backspace> (slet tilbage) tasten og skriver med tal, den størrelse du ønsker drevet skal have og trykker på <Enter>. Du kan nu se på skærmen, at partitionen er oprettet og at den ikke har præcis den størrelse du bad om. Det er helt normalt og helt uden betydning i denne sammenhæng.
Dernæst opretter du en D:\ partition på den resterende del af harddisken. Helt på samme måde som med C:\ partitionen. Du vil derefter opdage, at der er endnu 8 MB som ikke er partitioneret, selv om du valgte at tildele D:\ den resterende del af harddisk kapaciteten. De 8 MB område af harddisken bruges til oplysninger om de øvrige partitioner og kan derfor ikke bruges i Windows.
1 GB = 1024 MB, eller som harddisk producenterne ville skrive det - 1GB = 1000 MB, hvilket også forklarer, hvorfor harddisken ikke ser helt så stor ud som du troede den var.
Formatere C:\ og installere Windows XP:
C:\ partitionen skal nu formateres, inden der kan installeres på den - det klarer installationen selv, når du trykker på <Enter> for at starte.
HUSK det skal være C:\partitionen som er markeret, inden du fortsætter.
Nu skal du tage stilling til, med hvilket filsystem du ønsker harddiskens nye partitioner formateret. Ifølge Microsoft er der ingen tvivl - de anbefaler NTFS systemet af sikkerheds og brugermæssige grunde. Men ønsker du at filer på harddisken også skal kunne læses af f.eks. Windows 98 eller Windows ME, så er det FAT32 systemet du skal bruge.
I Windows XP kan du kun formatere en FAT32 partition op til 32 gigabytes, hvorimod du kan bruge meget større partitioner (mange terabytes hvis du benytter NTFS).
FAT32 kan håndtere filstørrelser på op til 4 GB, hvorimod filstørrelsen i NTFS kan være lige så stor som der er plads til på drevet.
Her er en lille oversigt over de grundlæggende størrelser:
1 terabyte (TB) = 1024 gigabyte (GB) = 8192 gigabit (Gb)
1 gigabyte (GB) = 1024 megabyte (MB) = 8192 megabit (Mb)
1 megabyte (MB) = 1024 kilobyte (KB) = 8192 kilobit (Kb)
1 kilobyte (KB) = 1024 byte (B) = 8192 bit (b)
1 byte (B) = 8 bit (b)
(Dog skal det bemærkes, at der på harddiskdrev er andre forhold. Se lidt højere oppe).
Visse ældre programmer kan ikke køre på en NTFS partition, så du bør kontrollere de aktuelle softwarekrav til de enkelte af dine programmer, før du vælger. Der er mange og delte meninger om, hvad der er bedst, så det er op til den enkelte at vurdere. Her fortsættes med NTFS filsystemet.
Selve formateringen:
Brug piletasterne på tastaturet og marker NTFS, eller NTFS HURTIGT - selv benytter jeg ikke den hurtige metode, da den langsomme ikke blot sletter filerne på harddisken som den hurtige gør det, men også undersøger harddisken for evt. fejl, som den så gør opmærksom på, hvis de er der. Alt afhængigt af den nye C:\ partitions størrelse, vil det tage fra nogle minutter til op mod en halv time eller mere, for installationen at formatere den.
Installere Windows XP:
Så snart formateringen er overstået, vil installationen straks undersøge partitionen for fejl og derefter fortsætte med at kopiere filer ind, som skal bruges under installationen af Windows. Efter indkopieringen af filerne vil computeren genstarte af sig selv og først nu begynder selve installationen, hvor du undervejs skal foretage nogle få valg. Måske ser nedenstående og særligt sidste del af installationen, ikke helt ud som beskrevet her - det er alt afhængigt af, hvilken Service Pack der installeres med, hvis nogen overhovedet. Du vil dog ikke være i tvivl om, hvornår du skal gøre hvad - det er helt enkelt og ligetil.
”Internationale og sproglige indstillinger” er den første rude som dukker op på skærmen og kræver din opmærksomhed. Her trykker du på knappen ”Næste”, da alle indstillinger på forhånd er sat til dansk (bruger du et ikke dansk installationsmedie, ved du sikkert hvordan du skal forholde dig). Dernæst skal du skrive det brugernavn du ønsker at benytte i Windows + evt. et organisations navn (ikke nødvendigt) og igen trykke på ”Næste”.
”Din produktnøgle” skal indtastes i det næste vindue. Gør det og tryk på ”Næste”.
OBS. På visse geninstallations medier, er det ikke nødvendigt at indtaste produktnøglen, hvorfor den heller ikke i de tilfælde vil blive krævet - fortsæt da blot til næste vindue toner frem på skærmen.
”Computernavn og administratoradgangskode” er det næste der skal indtastes. Windows har allerede foreslået computeren et navn, som du dog kan ændre efter smag og behov. Dog er det vigtigt du er opmærksom på, at du IKKE kan give computeren det samme navn, som det brugernavn du ønsker at bruge.
Derudover foreslås det, at du indtaster en administratoradgangskode, som KUN skal bruges hvis der senere skal logges ind på administrator kontoen. Hvis det kun er dig som skal bruge computeren er det i princippet* ligegyldigt med den kode, da din almindelige brugerkonto pr. automatik også bliver oprettet med administrative rettigheder. Skal der derimod oprettes flere brugere på computeren, som ikke skal have administrative rettigheder - så er det MEGET vigtigt du nu indtaster administratoradgangskoden. Brug da en kombination af store og små typer, samt en blanding af tal og bogstaver og minimum 6 tegn, for bedste beskyttelse og vær HELT sikker på det er en kode du kan huske, da du ellers senere kan få store problemer.
*Jeg anbefaler ALTID koder på konti med administrative rettigheder.
”Indstillinger for dato og klokkeslæt” skal nu kontrolleres og evt. hvis det er nødvendigt indstilles korrekt. Tryk derefter på ”Næste” for at fortsætte installationen.
”Netværksindstillinger” er det næste du skal kigge på. For langt de fleste vil det være fint at benytte Standardindstillingerne og for de som ved de har behov for særlige indstillinger, er det vist ikke grund til at uddybe det. Tryk på ”Næste” for at fortsætte til næste skærmbillede som er…
…”Arbejdsgruppe eller computerdomæne”. Har du flere computere som på sigt skal, eller måske allerede er koblet sammen i et lokalnetværk, og du nu vil tilføje den du er i gang med at installere, så er det vigtigt du her vælger den samme arbejdsgruppe som de andre computere tilhører, da deling af filer og printer ellers ikke er muligt. Klik derefter på ”Næste”.
De som ved de har behov for domæne indstillinger, ved antageligt hvad de har med at gøre og behøver derfor ingen vejledning her, eller må søge dem andetsteds.
Der vil nu være tid til at lave en kop kaffe eller te, da installationen forsætter og ikke de næste min. har brug for den opmærksomhed. Computeren genstarter automatisk når installationen er slut og det er tid at tage installationsmediet ud af cd-rom drevet.
Nu bliver du budt velkomst til Microsoft Windows. Et lille irriterende hjælp-ikon gør med al tydelighed opmærksom på sig selv - det ignorerer du blot og klikker på ”Næste”.
Sæt en prik i ”Hjælp mig med at beskytte min pc ved at aktivere automatiske opdateringer nu” og klik på ”Næste”.
Lad installationen undersøge computerens muligheder for at komme på Internettet. I mit tilfælde (en virtuel computer) finder den ud af, at den er tilsluttet en anden computer (værtscomputeren hvorpå Virtual PC er installeret), hvor igennem der kan oprettes Internetforbindelse. Hos dig vil det, hvis du har fulgt vejledningen resultere i, at den ikke finder nogen Internetforbindelse, da dit netværkskabel er afmonteret. Sæt derfor prik i ”Nej denne computer opretter direkte forbindelse til Internettet” og klik på ”Næste” - eller klik alternativt på knappen ”Spring over”.
På næste skærmbillede bliver du spurgt om du ønsker at registrere (ikke at forveksle med ”Aktivere Windows”, som vi kommer ind på senere) hos Microsoft. Det kan du ikke nu, da der endnu ikke er etableret forbindelse til Internettet. Det er heller ikke nødvendigt, men kan i øvrigt gøres senere, hvis du ønsker det. Sæt derfor prik i ”Nej ikke på nuværende tidspunkt” og klik på ”Næste”.
Så skal du igen indtaste det brugenavn du ønsker at benytte i Windows. Gør det og klik på ”Næste”.
Installationen er nu færdig og du skal klikke på knappen ”Udfør”.
Opsætning af Windows (herunder drivere), Internetforbindelse og installation af sikkerhedsprogrammer samt opdateringer.
HUSK!
Du må IKKE sætte kablet til Internetforbindelsen i computerens netværkskort endnu. Der skal først installeres Service Pack 2, hvis det ikke allerede er gjort, samt efterfølgende kontrolleres, at Windows firewall er aktiveret. Det kommer du til om et øjeblik.
Efter velkomsthilsnen ser du nu Windows skrivebord. Startmenuen er åben, men lukker ved et klik, et tomt sted på skrivebordet. Ignorer i første omgang alle meddelelser og alt der popper op.
Installer Service Pack 2 nu, hvis den ikke allerede er blevet det sammen med Windows.
Følg vejledningen på skærmen og genstart når du bliver bedt om det.
Sådan kontrollerer du om du har Service Pack 2:
Åbn ”Start” > højreklik på ”Denne Computer” og vælg ”Egenskaber” - der vil du kunne se det. Enten står der ikke noget med Service Pack, eller også står der Service Pack 1, eller Service Pack 2.
OBS… Alt andet end Service Pack 2 er IKKE godt nok i dag!
Service Pack 1 må efterhånden anses for at være en ”nødløsning” og der er ingen grund til ikke at lade Service Pack 2 tage over nu.
Advarslen fra Windows Sikkerhedscenter om manglende antivirus er også med, ligesom Windows gerne vil præsentere sig for dig. Begge ikoner finder du i Systembaren nede ved uret (kaldet Taskbar på engelsk). Klik på Windows-præsentationsikonet for at se præsentationen - klik på det røde kryds i øverste højre hjørne, når du ikke ønsker at se mere - så er det overstået.
Eneste ikon på skrivebordet er papirkurven - den skal vi lige have ændret lidt ved, da den som standard bruger unødvendigt meget plads på harddisken. Højreklik på papirkurven og vælg ”Egenskaber” > sæt den plads den bruger ned fra 10 til 1 % ved hjælp af skyderen og lav evt. andre ændringer her, hvis du føler for det. Du har nu sparet diskplads.
Et andet sted at spare diskplads er i Internet Explorers cache.
Se her - http://www.young-andersen.dk/tips.html#iecache hvordan du gør det.
Du kan også deaktivere ”Dvale” på computeren… hvor meget ekstra diskplads det frigiver, afhænger af, hvor mange RAM du har monteret i computeren. Jo flere RAM, jo mere plads at frigive.
Gør sådan: Højreklik et tomt sted på skrivebordet > vælg ”Egenskaber” > vælg fanebladet ”Pauseskærm” > klik på knappen ”Strømstyring” (åbner ny rude) > vælg fanebladet ”Dvale” og fjern fluebenet ved ”Aktiver dvale” > klik på ”Ok” og igen på ”Ok”.
Det er i mange situationer rart, at kunne åbne både ”Denne Computer” og mappen ”Dokumenter” direkte fra skrivebordet, uden først at skulle åbne ”Startmenuen”. Er du enig i det, så gør således:
Klik på ”Start” > højreklik på ”Denne Computer” og vælg ”Vis på skrivebordet”.
Gør det sammen med mappen ”Dokumenter”.
Mappen ”Dokumenter” fortsat:
Det en rigtig god idé, at få den flyttet over på D:\ partitionen. Men først skal D:\ lige gøres brugbar (formateres), da det jo ikke er gjort endnu. Det kan du gøre på følgende måde: Åbn ”Denne Computer” > højreklik på D:\ og vælg ”Formater” (åbner en dialogboks) > vælg filsystem (se højere oppe under afsnittet ”Formatere C:\ og installere Windows XP”) og formater drevet.
Når formateringen er slut kan du åbne det tomme drev og der oprette en ny mappe med navnet Dokumenter - gør det ved at højreklikke i det tomme område og vælge ”Ny” > ”Mappe” og navngive den. Luk så drevet igen og gå tilbage til skrivebordet, hvor du skal højreklikke på mappen ”Dokumenter” > vælge ”Egenskaber” > tryk på knappen ”Flyt” (åbner en dialogboks) > klik på + ud for ”Denne Computer” > klik på + ud for D:\ > marker den nyoprettede mappe Dokumenter og klik på knappen ”Ok”. Klik ”Ja” til spørgsmålet om at flytte alle mapper og filer med. Nu er placeringen af din Dokumentmappe flyttet og du kan starte med at benytte den. Alt hvad du fremover gemmer i den vil blive gemt på D:\ og vil ikke blive slettet, selv om du formaterer C:\ og geninstallerer Windows XP.
Værktøjslinien ”Kontrolpanel” kan også være nyttig i mange situationer:
Højreklik et tomt sted på ”Proceslinien” (den lange bjælke nederst på skærmen) og vælg ”Værktøjslinjer” > ”Ny værktøjslinje” (åbner en dialogboks) > klik på + ud for ”Denne Computer” > marker ”Kontrolpanel” og tryk ”Ok”. Nu kan Kontrolpanelet når som helst åbnes med et enkelt klik på den lille dobbelte pil, lige ved siden af Systembaren.
Drivertjek - du kommer i Enhedshåndtering på følgende måde:
Højreklik på ”Denne Computer” og vælg ”Egenskaber” > fanebladet ”Hardware” > knappen ”Enhedshåndtering” Er der nogle gule eller røde markeringer der, så skal du installere drivere. Indsæt den cd-rom som fulgte med computeren/bundkortet og installer alle drivere. Genstart hver gang du bliver bedt om det og fortsæt ikke med at installere mere, eller at ændre på noget før du har genstartet.
Gør Windows lidt kvikkere, uden at gøre dets udseende kedeligt og gråt:
Højreklik på ”Denne Computer” > vælg ”Egenskaber” > vælg fanebladet ”Avanceret” og klik på knappen ”Indstillinger”, under afsnittet Ydeevne og vælg fanebladet ”Visuelle effekter”. Her kan du fjerne ALLE flueben og det vil give den bedste ydelse i Windows, men også et kedeligt udseende. Derfor kan du alternativt nøjes med at fjerne flueben ud for følgende, som også vil give en mærkbar ændring og ikke vil trække så hårdt på computerens ressourcer.
Animer vinduer, når de minimeres og maksimeres…
Brug et baggrundsbillede til hver mappetype…
Brug jævn rulning til lister…
Lad menuer tone eller glide frem gradvist…
Lad værktøjstip tone eller glide frem gradvist…
Lad åbne kombinationsbokse glide gradvist frem…
Rul knapper på proceslinjen…
Udton menuelementer, når der er klikket på dem…
Vis gennemsigtigt rektangel, når et element markeres…
Vis indhold i vindue, mens der trækkes…
Vis skygger under menuer…
Vis skygger under musemarkør…
Når flueben er fjernet - klik på ”Ok” og mens ”Egenskaber for system” er åben - klik på knappen ”Indstillinger” under afsnittet ”Start og genoprettelse” > fjern der fluebenet ud for ”Genstart automatisk” og klik på ”Ok” og igen på ”Ok”.
Undgå den irriterende besked fra Startmenuen om, at ”Der er installeret nye programmer” og lav så du hele tiden kan se alle kørende programmer i systembaren:
Højreklik et tomt sted på proceslinjen og vælg ”Egenskaber” > vælg fanebladet ”Proceslinje” > og fjern fluebenet ved ”Skjul inaktive ikoner” og ved ”Grupper beslægtede knapper på proceslinjen”. Skift til fanebladet ”Menuen Start” > klik på knappen ”Tilpas” > vælg fanebladet ”Avanceret” og fjern fluebenet ved ”Fremhæv senest installerede programmer”, samt ved ”Opret en liste over de senest anvendte dokumenter” > klik ”Ok” og igen ”Ok”.
Opret nu din Internetforbindelse:
1:
Kontroller først, at Windows Firewall er aktiveret… klik på din nye værktøjslinje ”Kontrolpanel” > klik på ”Windows Firewall” > her skal der være prik i ”Slået til (anbefales)” > klik på ”Ok”.
2:
Sæt dit netværkskabel i netværkskortet på bagsiden af computeren. Windows henter med standardopsætningen selv en IP-adresse, så hvis du har fast IP-adresse, skal du følge din udbyders anvisninger for videre opsætning heraf.
PS.
Jeg vil på det kraftigste anbefale du afholder dig fra, at begynde at surfe på Internettet nu… det er alt for farligt, da der endnu ikke er installeret den nødvendige minimums beskyttelse.
3:
Klik evt. igen på ”Kontrolpanel” > højreklik på ”Netværksforbindelser” og vælg ”Åbn”. Højreklik på din forbindelse (dit netværkskort) og vælg ”Egenskaber” > sæt flueben i ”Vis ikon på proceslinjen”, når der er oprettet forbindelse” > klik på ”Ok” og luk ruden. Du vil nu kunne se ikonet for din forbindelse nede i systembaren, hvorfra det kan kontrolleres med et højreklik.
Installer dine sikkerhedsprogrammer nu og få Windows opdateret:
Læs om Spywarefri’s forslag til sikkerhedsløsninger her - http://www.spywarefri.dk/manualer/sikkerhedspakke.htm
Du satte Windows til at hente og installere opdateringer automatisk, så det burde faktisk være gået i gang på nuværende tidspunkt. Mens alt dette forgår i baggrunden, kan Windows godt virke lidt sløv. Men det er et forbigående fænomen og mens det sker, kan du passende installere din sikkerhedsløsning.
Du skal selv installere de første 2 opdateringer som Windows henter for dig. Du får besked fra et gult ikon i systembaren, når du skal gøre det. Følg blot vejledningen på skærmen.
Start med dit antivirus program - sørg for at få det opdateret straks.
Dernæst program/programmer til beskyttelse mod spyware. Sørg også for at opdatere her med det samme.
Installer også gerne en god firewall.
Læs også denne artikel om sikkerhed på Internettet. http://www.spywarefri.dk/forum/topic.asp?TOPIC_ID=14414
SLUT
Jeg håber mange får fornøjelse af denne vejledning, som jeg selv har praktiseret et utal af gange. Tilbage har jeg kun at ønske dig god fornøjelse med arbejdet.
Victor TeamSpywarefri…
